Men hvis vi tager fat, hvor vi slap sidst, så blev det selvfølgelig snart tid, til min værtsbrors afrejse...
Tirsdag dagen inden han skulle afsted, stod den på familie besøg i forskellige byer tæt ved byen Paracatu, hvor jeg bor. Og hold da op en tur! Jeg havde forventet at vi skulle sige farvel til et par familie medlemmer og sådan, men her er det ikke normalt med små familier. Alene moderen har 15 søskende. Så dagen gik med at besøge det ene hus, efter det andet, trejde osv. Det er en enorm familie, men utrolig søde mennekser. Hvis man selv er åben, bliver man altid modtaget, og behandlet med storm, og det er helt fantastisk! Næsten alle familerne bød mig velkommen i deres familier, og betragtede mig som ''deres'' nu - man kommer utroligt langt med et smil hernede, og det er jeg total fan af!
Men dagen gik, der blev grinet, grædt og krammet - og selvfølgelig sagt på gensyn! Efter den laaaange dag, blev klokken 19 og vi var endelig hjemme igen. Jeg var så udmattet og klar til at gå direkte i seng - Men vi havde jo kun nået familien, så nu var det vennernes tur! Så her var musik, glade mennesker til klokken 24, hvor folk, endelig, gik hjem!
Men dagen kom! Nu var det tid for José at tage ud i verden, og få hans livs oplevelse! Turen gik, efter morgenmaden, til hovedstaden Brasilía - En lille køretur på 2 timers tid var i gang, min værtsbror var helt surrealistisk over at det nu var hans tur, og jeg kan sagtens selv huske situationen. Det går ikke op for en selv, før man er kommet på plads, og ligesom har i tankerne at det ikke bare er en lille ferie man skal på!
Det første stop inden lufthavnen var hos hans tante og onkel. Her skulle vi være indtil José skulle afleveres i lufthavnen. Stoppet varede et par timer inden afgang - og også i lufthavnen kom der igen endnu en tante og et par venner for at sige farvel til drengen. - Timen kom og endnu en stolt, glad og spændt udvekslingsstudent fra Rotary skulle nu afsted på en masse nye oplevelser!
- José & mig inden afrejse
Det var super træls at skulle sende ham afsted, da han allerede var blevet en god ven, og som har hjulet mig med en masse ting her i begyndelsen, men sådan er det, og fra nu af var jeg så på egen hånd mht. sprog osv.
Men ja. Det var blevet aften, og min værtsfamilie besluttede sig for at ikke ville køre hjem om natten. Derfor skulle vi overnatte hos det hvad? Det 17. par onkel og tante eller hvad min nu har. Dette par boede ret tæt ved hovedstaden og var endnu nemmere at køre til end dem vi havde været hos - og ja. Nu skal jeg love for at jeg kom til at se ''kontrasternes land''. Efter at have kørt igennem hovedstaden som er en flot by, dog ikke med vandvittige store og dyre huse. Men efter en tid kom vi til en andet kvarter hvor parret boede. Og hold da op - I dette kvarter skulle man igennem store porte for at komme ind til alléen hvor de boede. Her var det ellers var spækket med enorme drømme Amerikanerhuse overalt.
Vi blev selvfølgelig budt inden for, og den utrolige søde tante begyndte at vise mig rundt, og bød mig velkommen og betragtede mig som hendes egen nevø - igen, igen, fantastiske mennesker.
Men rundvisningen var i gang, og vi kom først ind køkkenet, stue og gang. Allerede utroligt stort og flot. Derefter ind i gæsteværelset hvor mine værtsforældre skulle sove. Og lige imellem dette værelse og køkkenet var der et ikke så stort rum med en stor sofa, som overhovedet ikke så værst ud - og her sagde de så at jeg skulle sove, og det var selvfølgelig helt fint, og jeg takkede mange gange, men pludselig begyndte de bare at grine. Jeg var meget forvirret, og troede selvfølgelig at jeg havde udtalt noget forkert. Men det viste sig bare at være en sjov joke at jeg skulle sove på sofaen. Jeg blev hurtigt vist til 2. etage hvor jeg skulle sove. Og kun mig. De gav mig altså en hel etage for mig selv, som er på størrelse med vores 1. etage i Danmark. Det var helt vildt. Kom på værelse med eget bad og toilet, kæmpe terrasse, en stue, og hvis jeg lige fik lyst, kunne jeg tage en tur i det 50 m2. store fitness rum de havde. Det var en super sjov oplevelse at se hvordan de rige boede, og næste dag begyndte havevanderene i den fine have, efterfulgt af en rundvisning i haven, og her fik jeg smagt på adskillige eksotiske frugter som de selv havde i haven.
- Billeder fra det flotte hus og have
Efter turen til hovedstaden var jeg klar til skole igen om fredagen. Her havde en dreng fra klassen fødselsdag, og derfor havde et par fra klassen lavet surprise for ham i skolen, med stor kage, mad osv. som er meget normalt at gøre i skolen her. Så betaler alle et lille beløb, og sådan få man så en lille komsammen ud af det. Senere på dagen, blev jeg så inviteret med til at fejre ham på en pizzabar, hvor hele klassen smuttede med - Jeg fik besked på at være ved stedet præcis klokken 20.00, og Jacob fra Danmark som selvfølgelig altid har lært at være der til tiden, mødte til tiden - som den eneste.
Jeg gik selvfølgelig hurtigt i panik, da min værtsfamilie kørte igen. Jeg kunne ikke rigtigt ringe og forklare dem at der ingen var, da jeg ikke kunne oversætte på min mobil, som jeg plejer at gøre når jeg skal forklare noget. Også prøvede jeg at ringe til nogle venner fra klassen, men de forstår heller ikke en brik Engelsk, så var virkelig i problemer. Der gik 5, 10, 15, 20, 25, 30 minutter uden en eneste af dem dukkede op. Der var så en kæmpe fødselsdag som nogle piger fra det der kaldes 8. årgang herovre, som jeg satsede på at spørge da forholdvis ingen voksne kan engelsk her. Og ud af de 30 piger, var jeg heldig at finde en som selv havde været på sprog skole i England og Frankrig. Hun prøvede at hjælpe mig, og de 29 andre piger rendte rundt efter os, og fnisede og havde et meget sjovt. Det var en kæmpe pinlig situation, men pigerne var glade, og synes at det var sjovt, så inden jeg gik, jeg jeg lige taget et ''selfie'' med hver pige, og tilsidst kom moderen som også skulle have et billede med alle pigerne og jeg. - Og midt i min kæmpe pinlige situation, 20.50 ser jeg ENDELIG en kammerat - som endda er fødselsdagsbarnet ham selv som kommer først. Vi fandt heldigvis hurtigt ud af at finde et bord. og 21.30 var omtrendt alle kommet. Det var en utrolig hyggelig aften med en masse forskellig pizza som jeg aldrig har smagt i Danmark - blandt andet en til dessert med kondenseret mælk (noget som de spiser utroligt meget her, og som jeg godt kan lide), banan, og kanel. Det var sjovt at prøve, men smagte lidt for meget af brød blandet med jul - ikke lige min favorit. Men i alt fald fik vi fejret ham, og fra den dag ved jeg at en time for sent, er lige til tiden!
- Billeder fra fødselsdag på skolen, og det særdeles specielle pizzaslice.
Weekenden kom, og her kom endelig lidt ro på. Lørdag og søndag, har jeg blot været til et par fødselsdage, ellers bare været hjemme og på en smule shopping med min værtsfamilie, og det første besøg hos min Rotary klub, Paracatu 200 - Her fik jeg blandt andet udvekslet mit flag fra Rotary Juelsminde, og fik blandt andet også introduceret mig selv på Portugisisk og det hele. Det er en super fin klub, som tager sig godt af deres nye udvekslingsstudenter, så det er jeg super glad for!
I dag, mandag har været en dræbende dag. Her skal man inde 30 dage, når man skal opholde sig her i længere tid, have noget ID, og fordi der ikke er noget kontor hvor de laver ID her, gik turen klokken 5 i morges, sammen med en Canadisk udvekslingsstudent til byen Uberlandia, som ligger 350 km. kørsel herfra. Øv en lang tur, og på kontoret manglede jeg selvfølgelig nogle papirer som skulle udfyldes, og frem og tilbage.. Årh.. Men langt om længe var vi endelig færdige. Og kunne endelig sætte næsen hjemad igen - neeeeej! Overraskelse! Det er sådan at den Canadiske udvekslingsstudents far er landmand, som faktisk også er min 2. værtsfamilie og han skulle selvfølgelig lige til en 3 timers lang landbrugskonference. En ting ved min udvekslings jeg virkelig har set frem til er at slippe fra hverdagen og min egen fars landbrug.. Men nej, nej, det her er næsten endnu værre! Men jeg og den Canadiske pige bed det i os, og sov hele konferencen igennem, som værtsfaren egentligt også gjorde en gang i mellem! Efter konferencen var der stor frokost, og vi trængte til og herefter gik turen hjem!
Klokken 19 Brasiliansk tid, er jeg nu endelig landet hjemme, og sidder og skriver dette indlæg, det er svært at holde øjnene åbne, så nu skal der soves, så endnu en uge skal opleves!
Folk er savnet derhjemme, og siger mange tak for hilsner på Facebook osv, det er svært at nå at svare på dem alle med det samme, men i er ikke glemt! - Sender også tanker til familie (Dobbelt op til mor), venner, Rotary klub Juelsminde, mine drenge, den bedste Anne A og andre helt specielle personer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar