En enorm surrealistisk følelse. Men timen skulle jo komme, og der skulle tages afsked - og især fra min elskede følelsesladede mor, stod tårerne i ud i vandfald. På trappen kunne det virkelig mærkes at tiden nu var kommet. Den lange tur hen af gangen var lang, men til sidst fik jeg givet det sidste vink til min familie, for et år!
Hurtigt kom vi på flyet, og rejsen fra lille Danmark til store Brasilien var begyndt! Flyturen var en lang og hård tur. At være 30 timer undervejs... Ja, det halve havde været rigeligt.
Men vi kom til São Paulo alle sammen, og herfra skulle alle vor veje splittes!
Efter 6 timers venter i lufthavnen afgik mit fly til hovedstaden Brasília - og endelig!
Der stod den mest vidunderlige værtsfamilie bestående af søn José, mor Vanderlina og far Marcelo - søde mennesker med sukkersøde hjerter. Jeg er utrolig glad for at være havnet hos dem, som virkelig tager sig af mig, og behandler mig som om jeg var deres søn. Det er så fantastisk at se, at så fremmede mennesker kan åbne sig sådan op.
Efter den fine velkomst gik turen hjemad - men alligevel ikke helt, for familien havde lige et par ærinder inden de skulle hjem, der blev brugt tid på nogle papirer de lige skulle have ordnet, vi skulle have noget at spise, sønnen skulle vaccineres og ja, der gik hurtigt et par timer. Men endelig kunne vi vende snuden hjemad, og jeg var træt. Jeg kæmpede for at holde øjnene åbne på den flotte tur, men det fik hurtigt ende, dog var det lidt svært at sove da de Brasilianske veje ikke er som dem vi har i Danmark, og farten... Selvfølgelig var der ingen fartbegrænsninger på 70% af turen. Jeg har aldrig i mit liv, kørt så sindsygt hurtigt, og sikkerhedsseler? Nej nej, det bruger vi ikke her!
Men til alt held kom vi helskinnede hjem til det lille fine hus i byen Paracatu. Det er meget lille, men utroligt hyggeligt. Jeg fik mit eget værelse, og det var jeg super taknemmelig for.
Og endelig kunne jeg gå i seng. Troede jeg. Nej, for der kom selvfølgelig gæster! Så jeg fik hilst på næsten halvdelen af familien og nabolaget! Hold op de er nogle åbne mennesker, og nysgerrige efter hvad der sker.
Næste morgen vågnede jeg tidlig pga. jetlag, og det er jeg stadig lidt ramt af. Men dagen startede op med morgenmad som bestod af et stykke brød med smør på, det er hvad man typisk spiser i denne by.
Senere tog vi downtown for at se byen, og for at møde nogle af Josés venner.
Vi tog sammen med en ven, ind på det der i Danmark svarer til en isbar eller noget i den retning. Her fik vi noget meget Brasiliansk som alle de unge spiser, kaldet acai, som er nogle bær som er blevet blendet og så frosset. Det var meget godt, men anderledes.
Senere stod den på frokost, og hele byen gik nærmest hjem for at holde middag, som er det man kalder ''siesta'' og hjemme var der linet stort frokost bord op med varm mad. Her spiser man altså varm mad til frokost og omvendt koldt til aftensmad, og nogle gange slet intet.
Men på bordet var altså ris, bønner, en masse kød, salat og forskellige slags grøntsager som jeg aldrig har set før. Jeg har fået indtryk af, at de her i Brasilien er glade for bitter mad. Eller i hvert fald deres grøntsager.
Men dagen gik, og klokken blev omkring 11-12 stykker om aftenen, og pludselig spørger min værtsbror, om jeg er klar til at gå. Jeg blev hurtigt forvirret da det var midt om natten, og også lidt nervøs fordi jeg ved at det ikke er helt sikkert ude om natten.
Men det var så fordi at vi åbentbart til min store overraskelse skulle til koncert, men en kendt sanger kaldet ''Lucas Locco'' og vi ankom altså til dette festivallignende sted. Som så på samme tid var et dyreskue, traktorudstilling, tivoli og koncert i et. Meget underligt - Men vi havde en rigtig fin nat, med en masse nye ansigter, og glade timer.
I dag har været lidt en slapper dag, jeg har lige hurtigt set skolen og sådan, som jeg skal gå på fra på mandag. Her er det også meget anderledes, skoledagen og timerne er meget anderledes end vores.
Men på en god måde, jeg glæder mig i hvert fald meget til at starte, selvom jeg ikke fatter en brik af hvad der foregår. Det er noget af en sprogbarriere. Men heldigvis kan José engelsk, så lige pt. er han min oversætter, indtil på onsdag hvor han skal på udvekslings til Texas, USA.
Men jeg prøver ihærdigt at lære sproget så jeg kan blive en større del af hverdagen.
Fedt, at du er kommet godt frem! Og hvor er jeg bare glad for, at du er havnet hos sådan en skøn familie! De er virkelig rare og åbne ud af billedet :)
SvarSlet++++ Dit værelse er fedt!
KÆMPE KNUS! :D